Så er endnu en uge gået, og hjemrejsen rykker stadig tættere på. Har lige taget hul på den sidste uge sammen med resten af flokken, inden Sofie og jeg skal til at stå på egne ben. Det hele er gået så vildt stærkt, og det bliver hårdt, når vi skilles i lufthavnen i Auckland. På den anden side glæder jeg mig til at se Louise og Jørgen, og til at vi kan tage tingene lidt, som de kommer. 

Vi tog fra Nelson sidste søndag og landede så i Kaikoura lidt længere sydøstpå sidst på eftermiddagen. Kaikoura er en ret lille by med én hovedgade, som også er centrum, så stedet minder mest af alt om noget fra en amerikansk film. Vi var i byen 3 overnatninger og boede på et lille snusket hostel. Mandag morgen/formiddag var vi på hvalsafari - en helt ubeskrivelig oplevelse, hvor vi så to kæmpestore kaskelothvaler, en sælkoloni, albatrosser og en hel flok "dusky dolphins". Vi var ca. 15 m. fra begge kaskelothvalerne, som lå i overfladen og fik ilt, inden de dykkede ned, og vi fik deres store hammerhaler at se. Så mens de i Lemvig har haft en død kaskelot liggende på stranden, har jeg altså set to levende af slagsen :)

Tirsdag stod jeg op lidt i 5 om morgenen for at svømme med delfiner. Vejret var mildest talt elendigt, så mens vi gik ned til selvskabet, som vi havde bestilt turen hos, var vi ret skeptiske. Og det var da også med advarsler om kraftige bølger og stærk risiko for søsyge, at vi alligevel tog chancen og fik lov at komme ud, velvidende at turen til hver en tid kunne blive aflyst. Heldigvis var den vilde delfinflok i legehumør, så vi begav os ud i de næsten 3 m høje bølger med snorkel og våddragt. Og sikke en oplevelse! Der lå vi 15 kursister i vandet omgivet af en meget stor vild delfinflok, som gerne ville lege med os. Vi var blevet instrueret i at opføre os "as dolphinlike as possible", så vi gav den gas med julesange og cirkelbevægelser. Det virkede, og jeg havde mange gange øjenkontakt med dem. Da vi sejlede derfra sprang de i luften og vinkede til os. 9 ud af 15 måtte lige have en spand at kigge dybt i på sejlturen tilbage, og kun 3 mærkede slet ingen rumlen i maven. MEN på trods af søsyge var det det hele værd.

Fra Kaikoura tog vi videre til hovedstaden Wellington, hvor vi havde en enkelt fridag. Wellington er verdens sydligstbeliggende hovedstad og egentlig ikke en voldsomt stor by. Til gengæld er det en meget flot og ren by med en hyggelig havnefront og flere cafeer pr. indbygger end i New York. I løbet af vores fridag fik jeg set byens botaniske have, regeringsbygningerne og landets nationalmuseum Te Papa. Vi kunne sagtens have brugt flere dage i byen, men det må blive en anden gang. 

Fredag morgen tog vi toget til Tongariro National Park - et sted midt i ingenting, hvor hovedatrraktionen er vulkanen Tongagriro, som man kan bestige, og som er kåret til at være verdens smukkeste éndags vandretur. Vi var så heldige med vejret lørdag, så jeg gik turen i t-shirt og med solskin og skyfri himmel hele vejen. Da vi stod på toppen (1900 m over havoverfladen) og havde udsigt til helt grønne svovlsøer, ja så var det da med en god fornemmelse i maven. Det var simpelthen så overvældende, så jeg kan slet ikke beskrive det.

Lige nu er vi så i Rotorua, hvor vi skal se maorikulturshow og ud på White Island - en aktiv vulkan, som sidst var i udbrud i 2000. Byen lugter af samme grund lidt af rådden æg, så det skal man lige vænne sig til :)

Håber I alle har det godt derhjemme, tænker på jer.